4. maj 2026
Bjørnespor i sneen
Bjørne er fantastisk karismatiske dyr der findes mange steder på kloden. Mange vil nok tænke på isbjørnen fra Arktis eller grizzlybjørnen fra Nordamerika, når snakken falder på bjørne, men vi har også bjørne i Europa, i form af den europæiske brunbjørn. Et af de bedste steder at se og opleve den skønne brunbjørn er i Finlands enorme tajga, hvor en sund og stor bestand lever i de endeløse fyrreskove.
Jeg ville gerne til Finland af for at fotografere bjørne af den årsag at jeg afholder to fotoworkshops til netop Finland, i august og september måned. For at give mine gæster den bedst mulige vejledning, så er det vigtigt for mig at have scoutet stedet og have prøvet det selv før jeg tager gæster med.
Brunbjørnen går i hi i vintermånederne og vågner i starten af april måned. Først vågner hannerne, og et par uger senere vågner hunnerne. Sammen med mine venner Sofie Calundann og Anders Aastrup, tog vi afsted mod Finland i april af den vigtige og centrale årsag: At det er muligt at fotografere bjørn i sne på dette tidspunkt af året. Brunbjørn i sne er et billede, jeg har drømt om meget længe.
48 timer i et træskur
Vi ankom til Helsinki og fløj videre til Kajaani, hvor vi blev samlet op af folkene fra Bear Centre. Jeg var overrasket over, hvor meget sne der lå på jorden så sent på sæsonnen, og jeg kunne ikke lade være med at tænke på, at det måtte se rigtigt godt ud på billeder. Fra bilen, som vi kørte fra lufthavnen til lodgen, blev der kaldt ”Snehare venstre”, og ude på en frossen mark løb en kridhvid hare lynhurtigt afsted og forsvandt i skoven.
Når man skal fotografere bjørn fra fotoskjul, så foregår det ved, at man går mod skjulet ud på eftermiddagen. Med os ud mod fotoskjulet havde vi en kælk, som vi kunne have vores bagage og fotogrej i, samt noget mad og en varmer, der kunne hjælpe lidt på de mange minusgrader. Der var udsigt til at temperaturen ville krybe ned på de minus 15 stykker så varmeren var kærkommen.
Landskabet er på vindstille dage larmende stille, og det eneste, der kunne høres, var lyden af støvler, der træder i den bløde sne, kælken, der stille trækkes gennem kulden, og en ravn i det fjerne. Det her var Finlands ødemark og sikke dog et fantastisk sted.
I området er der cirka 30 fotoskjul, og de er placeret taktisk rundt omkring i landskabet, så naturfotografen kommer nær bjørnene, får de bedste kompositioner og de bedste baggrunde muligt. Det enkelte skjul er lavet af træ og kan siges at være meget simpelt. Indeni finder man to stole, en køjeseng, udgange til at fotografere fra samt et lille vindue, hvor man kan spotte fra. Der er plads til to fotografer i hvert skjul, og da vi var tre fotografer afsted, skiftedes vi til at være alene i et skjul. Vi havde booket tre dages skjul, hvilket ville give 48 timers fotografering i alt.
Man sidder i skjulet fra ud på eftermiddagen til morgenen efter. Det betyder, at man kan fotografere om aftenen og derefter igen i de tidlige morgentimer. Ind imellem kan man få sig noget søvn. Første aften i skjulet sad jeg alene og kunne se, hvordan himlen langsomt fik farve, før den eksploderede i orange og røde nuancer. Ud på aftenen fik jeg en sms fra skjulet ved siden af, hvori der stod: ”BJØRN VENSTRE!”, og en stor sort silhuet løb hurtigt i det fjerne gennem landskabet og ind i skoven. Mit hjerte hamrede derudaf og selvom mødet var hurtigt overstået og det var for mørkt til at fotografere, så havde jeg lige set min første brunbjørn. Fedt!
Jeg gik til ro i min køje og vågnede næste morgen til store mængder sne. Det var smukt, men desværre kom der ikke nogle dyr denne morgen. Da klokken blev 8, vandrede vi ligeså stille gennem landskabet og tilbage til vores lodge for at få os noget velfortjent morgenmad.
Småfugle og den mystiske jærv
Udenfor lodgen blev der fodret småfugle i den dybe sne, og fyrremejser, topmejser og dompap fløj konstant til og fra fuglefrøene for at få sig noget energi til kulden. Fuglene var meget nemme at arbejde med og ikke det mindste sky. Fyrremejserne kunne endda håndfodres ved at række hånden ud med nogle frø på. Så satte den lille fugl sig på hånden, tog et fuglefrø og forsvandt så ud i skoven. Den store aktivitet med småfuglene gav fantastiske muligheder for at eksperimentere med billederne.
At tage billeder af landende småfugle er noget af det sværeste man kan. En småfugl flyver vanvittigt hurtigt og er umulig at tracke i luften. Derfor satte jeg mit tripod op og præfokuserede et sted lige i indflyvningen, og så var det bare med at holde udløseren inde og håbe på det bedste. Det lykkedes et par gange at få noget der var i fokus men ud af de 5000 billeder jeg tog af småfugle, så tror jeg at godt og vel 5 var i fokus.
Om eftermiddagen gik vi igen mod skjulet og aftenen bød desværre ikke på nogle bjørne. Det sneede kraftigt og temperaturen krøb ned på minus 14 graders kulde. Jeg kan godt forstå, at bjørnene ikke havde lyst til at rende rundt i den bidende kulde og stærke vind, der pressede på. Det er jo en del af præmissen, at når man arbejder med vilde dyr, kan de til tider være andetsteds. Netop dette er grunden til, at vi bookede flere nætter i skjulene, så vi kunne optimere chancerne for at få de billeder, vi kom efter.
Om morgenen så jeg pludselig ud af øjenkrogen en stor sort skikkelse bevæge sig mellem træerne. Den var stor som en ulv, men lignede mere en forvokset grævling. Den kom til syne i en lysning med sne på snuden, og jeg fik et billede af det mystiske dyr. Derefter vendte den om og forsvandt tilbage ind i skoven. Jeg måtte knibe mig selv i armen for jeg havde lige set en jærv.
En sidste bjørn?
På dette tidspunkt, med kun en enkelt sidste aften på turen tilbage i skjul, havde vi endnu ikke set bjørn i det lys, vi håbede på. Det kunne godt vise sig at være en bjørneløs tur, men vejrudsigten på vores tredje og sidste aften i fotoskjul, var god med udsigt til en solrig og vindstille aften. Det var gode betingelser for at se en bjørn, og derfor kunne vi med held få dem at se under disse fantastiske omstændigheder.
Timerne i skjulet gik, og jeg var begyndt at forberede mig på at komme hjem uden mit drømmebillede af bjørnen. Lyset var perfekt og sneen glitrede smukt i den lave aftensol. Jeg kunne pludselig i højre del af synsfeltet se noget, der gik bag træerne i skoven. Ud af skoven i dagens bedste lys kom nu en stor brunbjørn frem og gik ned over nogle klipper og lige imod os. Med hjertet i halsen og med rystende hænder var det nu med at få billederne på kortet. Bjørnen poserede nærmest, som om den vidste, at den blev fotograferet, og var ganske rolig. Den gik rundt foran vores skjul i næsten to timer. Det var en nærmest filmisk afslutning på vores bjørnetur. Det er og bliver magisk at fotografere dyr!
Med fantastiske minder og skønne billeder på kortet kunne vi veltilfredse rejse mod Danmark, efter 5 dages fantastisk fotografi i den finske ødemark.
Vil du med på min fotoworkshop?
Hver enkelt årstid i den finske ødemark kan noget særligt og ikke to måneder er ens. April kan være svær, fordi der er færre sightings end i september f.eks. Men til gengæld er det April man skal vælge hvis man ønsker at opleve bjørnene i sne. Det er en stor oplevelse.
Hvis du vil opleve den finske ødemark med mig og min kollega Ole Ekelund som dine rejseledere, så vil jeg anbefale vores fælles fotoworkshops som har fokus på bjørnefotografi. Den første fotoworkshop afholdes i august 2024 og den anden i september 2024. Der er super mange bjørne i området på disse tidspunkter og chancerne for billeder er rigtig gode. August turen er udsolgt, men der er stadig få pladser tilbage på september turen. Det kan du læse meget mere om i workshopbeskrivelsen på knappen herunder:
Om mig
Mit navn er Mads Hagen og jeg er professionel naturfotograf. Min blog handler om mine små og store eventyr, ud i den fantastiske Danske natur. Jeg brænder for at fortælle den gode og interessante fortælling om naturen, og ikke mindst om alle de fantastiske væsener, der lever derude. Jeg tror på at hvis man kender noget til naturen, bliver man også bedre til at passe på den.
Hvis du vil vide mere om mig kan du læse om mig på knappen herunder.
17. oktober 2025
20. juli 2025
1. juli 2025