nattens mystiske jægere
Da jeg startede med, at fotografere fugle blev jeg hurtigt interesseret i ugler. Ugler har store fremadrettede øjne, der gør, at de ser meget menneskelige ud. Ugler lever skjulte hemmelige liv, som for mange arter mest foregår om natten, og derfor er det en gruppe fugle, der er omgærdet af stor mystik som giver uglerne en nærmest mytisk status. Derfor tror jeg for mange mennesker, at netop ugler har en særlig tiltrækningskraft.
Jeg husker tydeligt den dag jeg, så min allerførste ugle. Jeg var ude, og gå i min lokale skov, og jeg kiggede på østsiden af gamle hule egetræer, i håbet om, at finde en lille klump uglegylp. Jeg havde læst mig til, at dette ville være den nemmeste måde, at få en ugle, at se, for fandt man klumpen med uglegylp, kunne man kigge opad, og forhåbentlig få øjenkontakt med en ugle. Pludselig på østsiden af et hult egetræ lå en lille frisk klump gylp, fyldt med muserester, og knogler. Da jeg kiggede op i træet kiggede et par store sorte øjne ganske roligt ned på mig. Jeg kunne se min allerførste natugle i øjnene, og siden har jeg været fascineret af disse skønne fugle, som ofte lever hele deres liv mens vi andre sover.
Jeg har forsøgt at se, så mange forskellige arter af ugler som muligt. Det er lykkedes mig, at se mange forskellige arter over hele verden. Jeg har bla. set Skandinaviens store grå spøgelse: Lapuglen, og den lille fine kapspurveugle i Zimbabwe. Men af alle uglerne har lige præcis kirkeuglen fået en særlig plads i mit hjerte. Det er en lille ugle, der er rig på historier, og som fortæller noget særligt om de steder den lever. Derfor har jeg gerne ville se kirkeuglen i lang tid.
En lille ugle i modvind
Kirkeuglen har før været vidt udbredt i hele Danmark, og har holdt til på gårde, og i hule træer, hvorfra den er fløjet ud i landskabet, og fanget mus, store insekter, og orme. Kirkeuglen er ikke højere end 22-25cm, og har et beskedent vingefang på kun 50-56cm. Kirkeuglen finder sin føde i blomsterenge, små skovstykker, og langs læhegn. Det har altid været en art, der lever tæt på landbrug, og en art, der er meget stationær, og sjældent bevæger sig længere væk end 150-200 meter fra sin rede.
I starten af 1900 tallet var der flere tusinde par i Danmark. I dag er der desværre kun 10-12 par på landsplan(kilde: DOFBasen). Bestanden er centreret omkring Nordjylland, og der findes ingen par øst for Lillebælt. Hvad skyldes dette enorme kollaps af bestanden?
For det første er landbrug i dag mere effektivt, og større end nogensinde før. Dette betyder at, der er længere mellem de læhegn som kirkeuglen lever i. Moderne marker er dertil så effektivt drevet, at der nærmest ingen byttedyr er at finde for kirkeuglen. For det andet er der i Danmark langt mellem en god blomstermark med græssende køer og heste, hvor kirkeuglen kan fange mus, og smådyr. Sidst men ikke mindst, har vi i Danmark været gode til at gøre vores lader og gårde, så tætte som muligt. Disse tre grunde har der fra et landbrugsmæssigt synspunkt været mange gode grunde til, men resultatet er altså for kirkeuglen, at den ikke kan finde steder, at yngle, og steder at finde mad.
Kirkeuglens bestand er i dag stærkt reduceret, og dens fremtid i den danske natur er usikker. Dens fortsatte velbefindende i Danmarks natur er i dag bundet op på frivillige, der hjælper den lille ugle ved, at tilskudsfodre den, for, at sørge for, at de får mad nok. Hvis ikke dette var sket, var kirkeuglen formentlig uddød i dag. Kirkeuglen bliver altså holdt kunstigt i live, fordi alternativet er, at den uddør fra den danske natur.
Kirkeuglen står for mig som et symbol på lige fod med arter som rødlig perlemorsommerfugl, og bien kløverhumle, på en natur der ikke længere har plads til mangfoldigheden af arter. Almindelige arter som solsort, og rådyr klarer sig fint i den danske natur, men når man kigger under overfladen finder man, at naturens mangfoldighed, den såkaldte biodiversitet, i vid udstrækning står for fald. Arter som rødlig perlemorsommerfugl, kløverhumle, og kirkeuglen er symboler på en natur, der er gået fra, at være vidtudstrakt, og omfavnende til, at være reserveret små parceller i det danske landskab, hvor der kun er plads til de almindelige arter.
På fotojagt efter kirkeuglen
I juni måned spurgte min ven Anders Aastrup om jeg ville med til Nordjylland for, at filme kirkeugler til en TV-dokumentar. Anders er en vildt dygtig filmfotograf, og udgiver bla. sine naturfilm på sin youtubekanal. Derudover er han ligesom jeg selv meget optaget af ugler.
Jeg sagde ja på stedet, og så frem til, at bruge mange dage på, at filme ugler på deres ynglelokaliteter forskellige steder i Nordjylland. Her skulle vi fortælle historien om kirkeuglen, og om den skæbne som jeg skitserede herover, som kirkeuglen måske går imod. Det var en vildt spændende opgave som jeg glædede mig enormt til at prøve kræfter med. Udover, at filme håbede jeg på at, der ville være tid til lidt stillbilleder.
Landskabet i Nordjylland er ligesom, så mange andre steder i Danmark domineret af store marker. Produktive marker der producerer en masse god dansk rapsolie, havre, byg, og meget mere. Kornet stod højt, og flot, men på køreturen ud til vores lokalitet var det ikke svært, at få øje på, hvorfor kirkeuglen ikke kan klare sig i det moderne landskab. Pludselig nær en lille landsby skiftede landskabet enkelte steder karakter. Der var små parceller med blomstermarker, og flere gårde var omkranset af læhegn, og små stykker med skove. Da vi steg ud af bilen på vores primære lokalitet, kunne vi med det samme se at, der var åbent til laderne, så uglerne kunne flyve til, og fra redekassen.
Gæstfriheden var i top, og vi nåede knap nok, at få sat begge ben på jorden, før vi blev budt på både kaffe, øl, og kage. Gårdejerne fik hurtigt sat en campingvogn op som vi skulle bo i mens vi optog til dokumentaren. Det var ren luksus, og fantastisk, at have en base, at gå ud fra, i jagten på kirkeuglen.
Ringmærkning af kirkeuglen
Første punkt på dagsordenen var ringmærkning i samarbejde med biologer, og frivillige fra Skagen Fuglestation. Biolog Lars Bo Jacobsen er Danmarks førende kirkeugleekspert, og han skulle sammen med de frivillige fra Skagen fuglestation, ringmærke ungerne af kirkeuglen. Man ringmærker kirkeuglen for, at holde styr på bestandens udvikling, og for at se hvordan de nye kuld klarer sig. De frivillige kræfter omkring kirkeuglen er en vigtig del af historien, og det skulle med i dokumentaren.
Langsomt, og stille gik vi med ind i laden, hvor de unge kirkeugler forsigtigt skulle tages ud af redekassen for en stund, for, at få sat ring om benet, og derefter sat tilbage i redekassen. Fuglestationen lever for at ringmærke, og gik til opgaven ganske professionelt, hurtigt, og præcist. Stille og roligt blev den første kirkeugle løftet fra kassen, og placeret nænsomt ned i en stofpose. Jeg fik et glimt af den lille ugle, mit første i Danmark, og den kære lille kirkeugle var lige, så fin, og nuttet som jeg havde forestillet mig.
Ringmærkningen gik godt, og alle fire unger var velnærede, og fik hver og en, en lille ring på. Derefter var det tid til, at Anders, og jeg selv skulle filme kirkeuglen i dens forskellige omgivelser, både inde i laderne hvor kirkeuglen yngler i redekasser, samt ude i de forskellige træer og på dens jagtmarker. Heldigvis for os var, der masser af gode tips, og tricks fra Lars Bo om hvordan vi kunne gribe arbejdet an, hvordan kirkeuglens bevægelsesmønstre var, og hvor vi kunne gemme os. Vi brugte herefter en masse tid på at observere, hvor det ville være godt at gemme os, for at fotografere den lille ugle. Vi havde et arsenal af skjul, og camouflage med som vi kunne bruge i vores film- og fotoarbejde.
Kunsten at filme kirkeugler
Vi havde i forbindelse med optagelserne fået adgang til en lade, som vi anså som den nærmest perfekte lokalitet at filme kirkeuglen i. Laden havde i gavlen et stort flot rundt vindue uden glas i, og i dette fløj kirkeuglen ind og ud af. Inde i laden stod en gammel flot traktor, en stor bunke med hø, og i hjørnet kunne klukken fra hønsegården høres. Den landlige idyl emmede fra den fine hvidkalkede lade, og Anders, og jeg satte os for, at dele os, så Anders filmede indenfor mens jeg filmede ude.
Jeg gemte mig i nærheden af en stor bunke tømmer, som skulle være en del af mit skjul. Mit kamera stod stift peget mod det lille runde vindue i gavlen af laden. Min tanke var, at kirkeuglen nok ville lande i vinduet og kigge sig lidt omkring, før den ville flyve ind til redekassen og sine store ugleunger.
Som naturfotograf er jeg vant til ventetiden. Jeg har ikke noget mod, at vente en, to, tre timer, hvis jeg tror at jeg får det billede som jeg søger. Det vigtigste for mig er, at jeg tror på at puslespillet vil falde på plads, og, at uglen faktisk vil dukke op. Det troede jeg på med planen med det runde vindue, og derfor gik tiden hurtigt. En time blev til to, og pludselig, ganske lydløst, sad en voksen kirkeugle pludselig i vinduet ca. 30 meter foran mig. Mit hjerte galoperede hurtigt derud af, og uglen kiggede sig omkring, før den fortsatte ind i laden. Wauw! Min første voksne kirkeugle.
Over de næste par timer kom kirkeuglen igen, og igen, med cirka en halv times mellemrum. Kirkeuglen flyver ligesom så mange andre ugler, ganske lydløst gennem luften. Dette skyldes de runde vinger og en række ”frynser” på fjerene bagtil, der gør, at kirkeuglens vingeslag er ganske lydløse. Jeg fik filmet at kirkeuglen fløj til og fra laden, og jeg fik tilmed taget nogle stillbilleder som jeg er meget tilfreds med. Jeg har længe drømt om et billede af en ugle i et gammelt vindue, og at det, så endte med at være en kirkeugle, gør mig nærmest lykkelig.
Lange timer på en stige
Tidligt næste morgen kl. 4 ringede vækkeuret efter kun få timers søvn. Men som naturfotografer vil vi helst have det bedste lys som er det sene aftenlys og det tidlige morgenlys, og her om sommeren er aftenlyset og morgenlyset kun få timer fra hinanden. Solen steg langsomt over det vejende korn, og bomlærker kunne høres synge fra de få levende hegn, mens en fasan krydsede vejen få meter fra os, for at gemme sig i en rapsmark.
Om morgenen var det min tur til at fotografere fra laden, og Anders gav mig sine bedste anbefalinger og erfaringer fra aftenen før. Han havde stået på en stige i flere timer, fordi det gav et fantastisk perspektiv og udsigt til både det runde vindue, og til foderpladsen, hvor daggamle kyllinger lægges ud til uglerne. Jeg måtte bare give mig i kast med dette unikke perspektiv, og, så derfor frem til nogle lange timer balancerende på aluminiumsstigen. Hvad man dog ikke gør for det gode billede.
Fra stigen var, der kun ca. ti meter over til foderpladsen. På så kort afstand kan selv de mindste bevægelser skræmme en kirkeugle, og derfor skulle alle mine bevægelser foregå i slowmotion. Vi havde placeret en mængde daggamle kyllinger på foderpladsen, i håbet om, at kunne filme kirkeuglen fodre sine unger helt tæt på. Mit kamera kunne balancere på en lille platform foran mig, og over mig havde jeg et tyndt camotæppe. Platformen var dækket af ildelugtende uglegylp fra kirkeuglerne, som jeg nødsaget måtte acceptere som værende en del af oplevelsen. Men igen – hvad gør man ikke for et godt billede.
Timerne på stigen var lange, og arbejdsstillingen var ikke den mest behagelige jeg har prøvet. Uglerne udeblev tilmed i hvad der føltes som en uendelighed, mens mine ben ligeså stille begyndte at sove. Jeg havde nær givet op på denne del af projektet, men pludselig klokken 08:36 sad den voksne ugle pludselig i det runde vindue, og tjekkede om kysten var klar i laden. Jeg rørte ikke en muskel, og begyndte så småt at fotografere og filme den lille ugle. Fra vinduet fløj den først hen på et spær og, så situationen an, før den landede på foderpladsen blot ti meter fra mig. På min kamerasensor fyldte den næsten hele billedet, og billederne jeg fik skabt var fyldt med dybde, og fantastiske detaljer. Herefter fløj den over til redekassen, hvor man kunne høre at der var rift om kyllingen. Derefter fløj uglen videre ud i morgenlyset gennem det runde vindue. Jeg måtte knibe mig selv i armen.
Vi havde nu en masse materiale inde fra laden af kirkeuglerne der fløj til og fra redekassen, men vi drømte om at fotografere ungerne efter de var sprunget fra reden. Derfor tog vi efter 3 dages optagelse hjem mod København igen, for at vende tilbage blot en uge senere. Nu var ungerne sprunget ud fra redekassen og sad ude i laderne, hvor de gemte sig i forskellige brændestakke, under rør, og bag hø, og halm.
Gensyn med kirkeuglen
Når kirkeuglen er sprunget ud af reden er det et sårbart lille væsen, der nemt kan tages af både mår og kat. Derfor er de små ugler med rette, utroligt sky og svære, at komme tæt på. Vi forsøgte at gemme os godt i de forskellige lader, i håbet om at de små ugler ville gå på opdagelse, men med begrænset held. En enkelt gang fandt vi 4 unger, der lå, og puttede sig under et rør i en stor bunke, men da vi satte os til, at vente, kom de desværre ikke frem. Sådan er naturfoto også – man må prøve nogle ting for, at se om de virker, og mange gange virker det ikke.
Vi satte os derefter til at filme noget mere udenfor, i håbet om at kunne se de voksne ugler gå på jagt, og fange regnorme, mus og insekter, som de kunne fodre ungerne med. Med stor succes kunne vi gennem en hel aften og morgenen efter, fotografere ugler der fløj med både regnorme, natsværmere, og mus som de fodrede ungerne med. På denne gård havde ungerne valgt, at gemme sig nogle mærkelige steder. To unger gemte sig i motorrummet på en Toyota, og Anders opdagede dem kun ved, at bilen pludselig begyndte, at hvæse af ham. Vi sikrede os at de ikke sad fast derinde og gav gårdejeren besked om, at det nok var bedst hvis ikke bilen kom ud at køre, bare lige den næste uges tid.
En anden kirkeugle havde gemt sig under et legehus på gårdspladsen, og i morgensolen kom den jævnligt ud, for at nyde solstrålerne. Det lykkedes os, at gemme os bag legehuset, og fotografere uglen når den kom ud fra sit skjul. Jeg skiftede til min vidvinkel fordi uglen ikke var det mindste bange for os, selv på kort afstand. Langsomt strakte jeg kameraet mod uglen, og jeg fik derfor fotograferet den sjældne kirkeugle på 24mm. Det havde jeg ikke i min vildeste fantasi set som en mulighed på denne tur.
Det har været et fantastisk sjovt projekt, at dedikere så lang tid til kun at fotografere en enkelt art. Med 6 hele dage i felten, hvor alt handlede om kirkeuglen, dens adfærdsmønstre, og levevis, er det lykkedes mig, at skabe nogle billeder som tilsammen fortæller om en fantastisk art, som desværre hænger i med det yderste af neglene, og som måske desværre ikke er at finde i den danske natur om 10-20 år.
Hvorfor skal vi interessere os for kirkeuglen?
Et sådant tab af en art som kirkeuglen vil først, og fremmest betyde tabet af, at opleve, så smuk en fugl flyve lydløst og graciøst gennem aftenen eller sommermorgenen. At se kirkeuglen flyve med en mus, der nærmest er ligeså lang som den selv, er en oplevelse for livet, og en oplevelse som jeg under alle at få del i.
Kirkeuglen trives ikke i det moderne danske landskab – men det kan den komme til med meget få midler. I dag holdes bestanden kunstigt i live af frivillige kræfter der tilskudsfodrer den kære ugle, men hvis vi for alvor skal have kirkeuglen tilbage i stor stil, skal vi have flere arealer, hvor kirkeuglen kan finde føde. Disse arealer skal ligge tæt på kirkeuglens redepladser og redekasser. Kirkeuglen flyver som sagt sjældent særligt langt fra redekassen, og derfor er det ikke særligt store arealer som skal til. Hvis kirkeuglen igen får adgang til levende hegn, og afgræssede blomsterenge med oldenborrer, natsommerfugle, og regnorme, så vil udviklingen vende, og kirkeuglen vil kunne trives.
Det synes jeg, at vi skylder kirkeuglen, og ikke mindst hinanden.
Tusind tak til Lars Bo, Dion, Maj-Britt, Jesper, og Henrik for jeres store gæstfrihed, for jeres fantastiske arbejde med uglerne. Og ikke mindst tak for at lukke dørene op for at Anders og jeg, har kunnet fortælle historien om jeres kirkeugler.
Flere blogindlæg
Om mig
Mit navn er Mads Hagen og jeg er professionel naturfotograf. Min blog handler om mine små og store eventyr, ud i den fantastiske Danske natur. Jeg brænder for at fortælle den gode og interessante fortælling om naturen, og ikke mindst om alle de fantastiske væsener, der lever derude. Jeg tror på at hvis man kender noget til naturen, bliver man også bedre til at passe på den.
Hvis du vil vide mere om mig kan du læse om mig på knappen herunder.
4. maj 2026
17. oktober 2025
20. juli 2025
1. juli 2025