Går jeg for tæt på?

Respektabel afstand

Som naturfotograf elsker jeg at komme helt tæt på naturen. Det giver altid en fantastisk naturoplevelse og rigtig ofte et super billede, når jeg bevæger mig helt tæt på de vilde dyr, jeg fotograferer. Jeg bliver jævnligt spurgt, om jeg ikke bevæger mig lidt for tæt på nogle gange? Det spørgsmål kunne jeg godt tænke mig at vende og dreje i dette blogindlæg, og helt særligt vil jeg tage jer med på tur ud for at fotografere toppede lappedykkere.

Vandet er fuldstændig blik, og der er tæt på at være vindstille. Den dybblå himmel er skyfri, og i horisonten begynder solen langsomt at stige fra havets skød til lyden fra forårets første sangere. Jeg ligger i mit flydeskjul ca. 20 meter ude i vandet i et lille næs jeg ved, er hjemsted for intet mindre end 5 par toppede lappedykkere. Langsomt og roligt går jeg på havbunden. Hele tiden går jeg lidt nærmere til det sted, jeg har udset mig, vil være det perfekte sted at skjule mig denne smukke morgen. Jeg har et vågent øje på lappedykkerne og deres reaktion på min tilstedeværelse. Alt, hvad jeg gør, bliver afmålt deres reaktion, så jeg sørger for ikke at forstyrre.

Reden inspiceres før parring

Utallige timer

Jeg har fotograferet toppet lappedykker i mange år efterhånden. Jeg har haft utallige timer i vandet med, hvad jeg anser for at være Danmarks smukkeste fugl. Det er mit ubestridte favoritmotiv, og det emmer af adfærd, af ynde og af personlighed. De mange timer i vandet har lært mig utroligt meget om, hvordan de toppede lappedykkere agerer i forskellige situationer, og hvordan jeg skal agere selv for at forblive uset.

Når jeg fotograferer toppet lappedykker, foregår det altid fra mit flydeskjul. Iført vaders, går jeg rundt på søbunden med mit flydende telt over mig: mit flydeskjul. Det er den bedste metode til at komme tæt på og samtidig kunne bibeholde noget mobilitet. Bevæger jeg mig langsomt nok, tror fuglene, simpelthen at jeg er en sten, og de fortsætter deres hverdag totalt uforstyrret. Netop mobiliteten giver mig endda mulighed for at kunne trække mig uset væk fra området, når jeg er færdig med at fotografere. Gør jeg det rigtigt, har fuglene aldrig haft en anelse om, at jeg overhovedet var der.

Mit flydeskjul

En underlig lyd

Jeg når omsider frem til det helt rette sted. Udenfor mit skjul kan jeg høre lappedykkernes besynderlige lyd: ”Chraa-ohh” blive gentaget fra de forskellige hjørner af næsset. Stedet, jeg har udset mig, ligger perfekt med en passende afstand til de forskellige reder og til kamppladsen imellem dem. For de toppede lappedykkere handler foråret nemlig om at vinde hinandens gunst, og til dette skal der både slås og danses. Det er netop dansen, jeg er her for at fotografere.

En synkron dans

Jeg har ikke altid, kunne fotografere toppet lappedykker på helt lav afstand. Da jeg startede med at fotografere dem, bevægede jeg mig ofte for hurtigt med det resultat, at de svømmede væk. Det kom der intet godt ud af. Jeg plejer hertil at sige, at der, ingen gode billeder er i et dyr, der flygter. Så kunsten er at komme tæt på og bibeholde rolige fugle. Gradvist med årene har jeg lært at knække denne kode. Det handler simpelthen om, hvor langsomt jeg bevæger mig. Bevæger jeg mig langsomt nok, ser de ingen, fare, og jeg kan følge dem i deres hverdag uden forbehold.

Så sker det!

Nu sker det! Hannen fra parret, jeg følger ligger med hovedet helt lavt i vandspejlet og tordner mod et andet par, der fik svømmet lidt for langt ind på deres territorie. Hannen løber bogstaveligt talt på vandet over for at slås med udfordrerne. De fortrød tydeligt, og dykker hurtigt for at komme væk. Hannen bliver nu belønnet af sin mage med en smuk, synkron dans ikke andet end 4 meter fra mig. Jeg niver mig næsten i armen, når han derefter dykker ned og henter en smule tang fra havbunden. Dette giver han til hende som gave, hvorefter de synkront rejser sig og udfører den såkaldte pingvindans. Det er magisk!

Lavt i vandspejlet

Jeg har gennem mit indblik i arten, i dens adfærd og ikke mindst deres grænser lært, hvad jeg kan, og hvad jeg ikke kan tillade mig. Disse grænser varierer enormt fra art til art og ikke mindst fotografens metode. Netop derfor er det svært at sætte et præcist antal meter på, hvor tæt på, man må bevæge sig som fotograf. For andre, der ikke arbejder med toppet lappedykker på samme måde som jeg, er 5 meter måske ikke forsvarligt. Jeg kan bevæge mig tæt på, fordi jeg ved, hvordan de agerer i alle situationer, og hvordan de agerer, når alt ikke er, som det skal være. En ting kan jeg dog svare på: Hvorvidt jeg går for tæt på?

Til det spørgsmål er der blot at kigge på de kære toppede lappedykkeres adfærd, som svarer entydigt: Nej, det gør jeg ikke.

Pingvindans
DSCF00101-Edit

Om mig

Mit navn er Mads Hagen og jeg er professionel naturfotograf. Min blog handler om mine små og store eventyr, ud i den fantastiske Danske natur. Jeg brænder for at fortælle den gode og interessante fortælling om naturen, og ikke mindst om alle de fantastiske væsener, der lever derude. Jeg tror på at hvis man kender noget til naturen, bliver man også bedre til at passe på den.

Hvis du vil vide mere om mig kan du læse om mig på knappen herunder.

Går jeg for tæt på?

Går jeg for tæt på? Tilbage Respektabel afstand Som naturfotograf elsker jeg at komme helt tæt på naturen. Det giver altid en fantastisk naturoplevelse og

Læs mere »

Skriv dig op til mit Nyhedsbrev

Skriv dig op til mit nyhedbrev og få 10% rabat på din første ordre.

%d bloggers like this: