Bevar amager fælled

Danmarks nære natur

Bevar Amager Fælled

Hvorfor skal vi bevare Amager fælled, og hvorfor skal vi bevare den nære danske natur?

Jeg er ikke biolog, og jeg har ikke nogen naturvidenskabelig, faglig baggrund. Jeg er naturfotograf og er betaget af fotografiet, kunsten og ikke mindst oplevelsen af at være til stede ude i naturen, hvor der er mere end mig på spil. Jeg er jo egentlig bare i bund og grund borger i Danmark ligesom dig. Og derfor synes jeg også, at jeg er den rigtige til at svare på, hvad du skal bruge din nære natur til, og hvorfor det bør falde dig for brystet, at de danske politikere gang på gang tager bidder af naturen i verdens mest opdyrkede land.

Jeg startede som naturfotograf for kun 3 år siden. Jeg havde før det aldrig oplevet naturen i Danmark som noget særligt. Jeg vidste, at der i Danmark fandtes ræve, men havde aldrig set en i virkeligheden. Naturen for mig var noget, der fandtes i Afrika og ikke i Danmark.

Sidenhen er jeg blevet meget klogere, og jeg har oplevet, hvad det vil sige at være tæt på naturen. Jeg har mødt Danmarks vilde fauna og set, hvordan den er hårdt presset pga. pladsmangel. Mit første fotoprojekt: ’Mit Lolland-Falster’ omhandler netop denne nære natur på Lolland-Falster, men det projekt kunne i princippet have omhandlet ethvert sted i Danmark, for vi har alle naturen nærmere, end vi tror.

Naturens ro

Men tilgangen til nær natur er ikke en selvfølge, når der gang på gang tages små bidder her og der af naturen.

”Men hvad skal vi bruge naturen og biodiversiteten til?”

Det er rigtigt, at naturen og biodiversiteten ikke er en størrelse, der kan gøres op i kroner og øre. Den har ikke noget at sige til finanslovsforhandlinger, og skaber ikke millioner af arbejdspladser til danskerne. Men det er ikke ensbetydende med, at den ikke har noget at give af. At den ikke kan tilbyde os mennesker, reel velfærd.

Jeg tror, at det er gået op, for, mange, de seneste par år, hvor vi har været tvunget til at være mere i vores eget selskab, at naturen egentlig har en brugbarhed, der rækker ud over, at den er egnet område til at bygge på. Vi er mange, der har gået lange ture ude i den natur, vi har haft nærmest. For mit vedkommende finder jeg en ro, når jeg sætter mig selv derud, hvor jeg ikke er i centrum. Det er i naturen, jeg finder den store naturoplevelse og der, hvor jeg finder min ro og plads til, bare at være til. Naturen er et frirum, der kan nydes, og som danskerne bruger mere flittigt end nogensinde før. Jo mere uberørt et område er, desto større mulighed er der for at møde det spændene, eksotiske og det fantastiske i naturen og ikke mindst komme hjem med en stor oplevelse.

En bedre verden

Naturen er i sig selv en velfærdsydelse, som vi tager fra vores børn og de fremtidige generationer, når vi gang på gang beslutter os for at tage en lille bid af den. I sidste konsekvens og i en nærmere fremtid end du tror, så er der ikke mere tilbage. Så er den forvitret væk og borte og så er det ikke muligt at finde andet end monokultur og by i Danmark. Måske vi endda kan blive det første land i verden helt uden sommerfugle?

Jeg tror på at for at aflevere jorden i bedre stand, end vi fandt den, bør vi også tage hensyn til de beboere, som vi bor på jorden med. Vi skal i den grad lære at acceptere naturen. Vi skal lære at leve med naturen i stedet for af den. Det kan vi i den nære natur og, bla. på Amager fælled og alle de andre små naturperler, rundt omkring i Danmark.

Jeg vil i den grad opfordre til at stemme grønt til kommunalvalget. Politikerne sidder kun 4 år af gangen, men deres beslutninger og den skade, de kan påføre naturen, er uoprettelig. Hvis vi venter med at gøre noget, er det for sent.

Vi skal ikke kun bevare Amager Fælled for naturen selv, men for dig mig og for fremtiden.

#GrøntKV21 #BevarAmagerFælled

Relaterede blogindlæg

DSCF00101-Edit

Om mig

Mit navn er Mads Hagen og jeg er professionel naturfotograf. Min blog handler om mine små og store eventyr, ud i den fantastiske Danske natur. Jeg brænder for at fortælle den gode og interessante fortælling om naturen, og ikke mindst om alle de fantastiske væsener, der lever derude. Jeg tror på at hvis man kender noget til naturen, bliver man også bedre til at passe på den.

Hvis du vil vide mere om mig kan du læse om mig på knappen herunder.

Tidligere indlæg

JOIN THE ADVENTURE

NEWSLETTER

Let me keep you updated about my adventures and latest news.

%d bloggers like this: